Nyhedsbrev juni 2008
Moesgård Fortællefestival - Over alle bjerge
Moesgård Fortællefestival i weekenden den 7.-8. juni er for alle børn og voksne, der kan lide en god historie! Programmet er fyldt med myter, eventyr, røverhistorier, kærlighedsfortællinger, sagn, musikalske fortællinger, selvoplevede historier, heltefortællinger og meget mere. Der er noget for enhver smag og alder, og der er lagt op til en hyggeweekend for hele familien, hvor der også er plads til at nyde madkurven, legepladsen og den skønne natur.
På programmet er ca. 70 fortællinger, som kan opleves forskellige steder på og omkring Moesgård Museum, bl.a. ved bålet i vikingehuset, i det eventyrlige Thaihus, i den vajende pilecirkel, ved den stille karpedam i parken, i den stemningsfyldte herregårdssmedje og inde i den farverige udstilling Én verden - 1000 historier. Festivalen, som finder sted for tredje gang, tilrettelægges af Foreningen Moesgård Fortællefestival i samarbejde med Moesgård Museum.
Inspirationen til festivalens tema Over alle bjerge er hentet i Moesgård Museums aktuelle særudstilling Ötzi - mumien fra Alperne, der fortæller historien om en mand, der i stenalderen for 5300 år siden flygtede op i et bjergpas i Sydtyrol, hvor han blev indhentet af sine forfølgere og dræbt med et pileskud. Resultatet er mange spændende, rørende, gribende, sjove, tankevækkende og skøre historier, der fortælles med indlevelse og engagement af 30 af Østjyllands bedste fortællere og en håndfuld kendte fortællere fra Norden.
Moesgård Fortællefestival åbnes af fantasy-forfatter Lene Kaaberbøl lørdag 7. juni kl. 10.30. Der er både om lørdagen og søndagen fortællinger frem til kl. 17. Entré: Voksne pr. dag 80 kr. inkl. entré til Moesgård Museum. Børn og unge under 18 år gratis.
Se programmet for festivalen på www.godehistorier.dk
Moesgård Museum på Facebook
Facebook er et af de hurtigst voksende mødesteder på nettet. Nu er det også muligt på Facebook at blive fan af Moesgård Museum og fortælle sine Facebook-venner om museet. Moesgård Museum var det andet danske museum, der fik en Facebook-side (Teknisk Museum var det første). Siden er et par måneder gammel og har løbende fået “fans” gennem den virale spredning af information, der er en kerne i Facebooks ide. På siden kan man bl.a. se links til optagelser fra Moesgård Vikingetræf og få oplysninger om begivenheder og udstillinger på museet.
Hvis du har en Facebook-profil kan du besøge Moesgård Museums Facebook-side her.
Bondestenalderen i 3D
Moesgård Museums nye hjemmeside om langdyssen Kongehøjen ved Mariager Fjord handler om mennesker af kød og blod. Måske derfor imponerer den både arkæologer og 6. klasses skoleelever. På hjemmesiden kan man bl.a. bevæge sig rundt i Kongehøjen, se gravfundene i 3D, deltage i en skattejagt, bygge sin egen jættestue eller tage på en virtuel flyvetur i fortidsminde-landskabet. Og dermed både blive underholdt og opdateret om livet i bondestenalderen for 5.200 år siden.
Projektet er blevet til med økonomisk støtte fra Kulturarvsstyrelsens Kulturnet Danmark Pulje, der støtter innovativ digital formidling af kulturarven. Målet med Kongehøj-projektet er at skabe forståelse for og fokus på fortidsminderne i kulturlandskabet samt at bygge bro mellem kulturlandskabet og museet gennem det virtuelle rum. ”Mange kan bedre forholde sig til fortiden, når de selv får lov til at udforske den. Fx får man større forståelse for - og fornemmelse af - en given flintdolk, som man kan zoome ind på og vende rundt, end hvis den havde været gengivet på et fladt billede. Det er også sjovere at forholde sig aktivt til en jættestue og selv indsamle materialer og bygge den, frem for at se på billeder af og læse om den”, siger en af idefolkene bag, arkæolog på Moesgård Museum Camilla Bjarnø.
Besøg Kongehøjen på: www.kongehojen.dk
Genåbning af Vikingemuseet
Med genåbningen af Vikingemuseet 24. maj 2008 præsenterer Moesgård Museum en ny udstilling om vikingetiden og Århus’ tidlige historie. Vikingemuseet ligger over for Domkirken i Århus - lige der hvor Moesgård Museums arkæologer i 1960’erne udgravede flere grubehuse fra vikingetiden og tusindvis af genstande fra vikingetiden og middelalderen. Grubehusene er oplyst på gulvet i museet præcis der, hvor de har stået. ”I det ene grubehus fandt man skelettet af en mand, dateret til midten af 800-tallet. Manden, hvis skelet kan ses på Vikingemuseet, var ca. 170 cm høj, spinkelt bygget, og hans hoved på nær kæben mangler. Han er den ældste århusianer, der er fundet, og måden, hvorpå han ligger, tyder på, at vi her står med en mordgåde fra vikingetiden” udtaler museumsinspektør Hans Skov fra Moesgård Museum. ”Skelettet er udstillet nøjagtigt hvor det blev udgravet, ligesom at plankevejen bliver vist hvor den lå. Det at vi kan vise fundene lige præcist hvor de blev fundet er usædvanligt og giver stedet en særlig stemning” fortsætter Hans Skov.
Der blev udgravet en mængde fund fra vikingetiden, bl.a. skår fra lerkar, dyreknogler, jernknive, hvæssesten, kværnsten, pilespidser, bennåle og perler. ”Det nyåbnede Vikingemuseum er et unikt site-museum, der viser historien der, hvor den fandt sted for over 1.000 år siden. Vikingemuseet vil aktivt involvere brugerne i den spændende historie om vikingernes Aros. Derfor støtter vi museet med 500.000 kr.” siger Torben Klein, direktør for Nordea Danmark-fonden, som støtter aktiviteter, der fremmer gode liv. Udover Nordea Danmark-fonden har Århus Kommune støttet udstillingen med 1.040.000 kr.
Vikingemuseet ligger under Nordea Bank, Skt. Clemens Torv 2-6 i Århus. Vikingemuseet er åbent alle hverdage i bankens åbningstid. Der er gratis adgang.
Læs mere om Vikingemuseet her.